Foto: Patrick Fore, Unsplash
Ærlighed har altid været vigtigt for os mennesker. Det kan ikke være anderledes. For at vi kan være trygge, skal vi kunne stole på hinanden. Vi vil have, at det, som den anden siger og gør, skal stemme overens med det, han virkelig mener.
At være ærlig indebærer at være ægte, at være sig selv. Men hvad betyder det at være sig selv? Mennesker har både lys og mørke inden i sig og drages både mod det onde og mod det gode. Det er altså vigtigt at spørge, hvilken side af dig selv du identificerer dig med. Vælger du det lyse eller vælger du det mørke inden i dig?
Hvis du vælger lyset, vælger du det dybeste i dig selv, du vælger Guds billede inden i dig, og du vælger dit nye liv i Kristus. Hvis du derimod vælger mørket, synden, fristerens tilbud, vælger du egentlig et selvbedrag. Du kan aldrig være dig selv i det onde. Du er skabt god, det er kun i lyset, du kan finde dit sande jeg.
Det er noget meget mærkeligt og paradoksalt: Det moderne menneske, som vil være sig selv og derfor give afløb for sine lidenskaber, sin aggressivitet, alle sine ønsker, er mindre end nogensinde sig selv. “Ærligheden” er et monumentalt selvbedrag.
Det er ikke ægte ærlighed at give efter for alle sine impulser og indfald. Du er mere sand, når du forsøger at holde et irriteret udbrud tilbage, eller når du overvinder din dovenskab og det dårlige humør. For da er du ærlig over for dit inderste og over for det guddommelige liv du har inden i dig.
Uddrag fra “I dag er Guds dag” af Wilfrid Stinissen, 1995.
Wilfrid Stinissen:
Forfatter, katolik og karmelittermunk. Wilfrid Stinissen har spillet en stor rolle for den vestlige, protestantiske kirkes genfundne orientering mod kristen spiritualitet. Wilfrid Stinissen repræsenterer en katolsk, karmelitisk spiritualitet. Wilfrid Stinissen har siden 1967 boet i Sverige, hvor han har ledet talrige retræter og skrevet en række bøger. Wilfrid Stinissen har bl.a. udgivet følgende bøger: Bønnens vej, Steno Forlag, 2007; Den lille bog om god tid, Katolsk Forlag, 2005; I dag er Guds dag, Steno Forlag, 1995; Jesusbønnen, Steno Forlag, 1994.