Pludselig kom vredesudbruddet, det eksploderede lige i hovedet på mig, jeg forsøgte at sige noget, men kroppen var gået i chok. Alle muskler var spændt til bristepunktet. Jeg befandt mig som i en anden verden, i en anden tid, trods det at jeg stod hjemme, midt i vores lange gang. Alt var som forandret. Der var et før og der var et efter.
Så var 2019 kommet i gang….
Men hvad var det lige der skete?
Fruen i huset havde haft travlt hele efteråret, op til jul og i starten af det nye år. Både på de indre og ydre planer. Nogen gange er det, som det hele vil frem på en og samme tid. For mit eget vedkommende var der også omvæltninger på programmet.
I starten af det nye år har fruen travlt med en udstilling, og selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe. Får gode ideer – synes jeg selv – omkring markedsføring. De kommer sådan lidt drypvis, som de nu dukker op i mit hoved. Jeg er i min egen verden og har ikke blik for, at hendes hoved allerede er fyldt op.
Når to ”idioter” råber af hinanden
Det opdager jeg i den grad, da jeg pludselig får det beskrevne vredesudbrud sendt lige i hovedet. Noget som jeg aldrig før har oplevet fra hendes side. Endda så voldsomt at min krop går i chok og bliver spændt helt op. Vil forklare mig, men det tillader kroppen ikke. Den er krampet helt til og forstanden er sat på stand by. Fruen er vred og vil gerne forklare sig. Det kan jeg ikke tage ind – er i chok. Har dog netop – og heldigvis – overskud til at fortælle, at jeg ikke er i stand til at indgå i dialog. Der er kun vrede ord og andet, jeg vil fortryde i samme øjeblik, de er kommet ud af min mund.
Chok tilstanden varer faktisk nogle dage. Ingen, jeg kan sparre med om den slags, er hjemme. Føler mig forladt, nærmest fortabt. Fruen er i denne periode hverken hjemme dag eller aften. Kommer i gang med at lave nogle kropsøvelser og får fat i min gamle massagebold. Alt sammen i et forsøg på at løsne spændingerne op.
Jeg tænker: Jeg vil aldrig nogensinde opleve noget sådant igen – om jeg så skal skilles! Det var kodeordet og et signal til kroppen om, at der var i hvert fald én løsning. Så kunne kroppen begynde at slappe af.
Kroppen, der husker
Chokreaktionen havde intet med situationen her og nu at gøre. Den var knyttet til oplevelser mange år tilbage, hvor jeg havde oplevet en magtesløshed og håbløshed, der fik mig til at gemme mig helt konkret, men også fysisk. Fortabt og fortvivlet, låst inde i min egen krop.
Det var de oplevelser, kroppen kunne huske og den kunne huske de forsvarsmønstre, jeg brugte dengang. Jeg vidste, at hvis det var dengang, havde jeg nu været på vej ind i et migræneanfald. Det var til min overraskelse og glæde slet ikke på tale.
Viljen til refleksion
Nu var vi i stand til at kommunikere – både fruen og jeg. Hun vidste, at det også måtte handle om noget andet, at hun selv var presset. Jeg kunne medgive, at mine kommentarer havde været for påtrængende og for ustrukturerede. Vi kom lettere fortumlet ud på den anden side og skulle – selvfølgelig – ikke skilles. Et ord der også var dukket op i hendes tanker.
Men havde vi ikke haft vores erfaring, modenhed og vilje til refleksion, og var jeg bare begyndt at råbe, hvad der nu var faldet mig for i vrede og frustration, ja, så kunne forløbet måske have endt helt anderledes.
Når universet er medspiller
Havde jeg set i mit horoskop, havde jeg kunnet se, at netop i de uger skulle jeg passe gevaldigt på for ikke at komme i konflikt med andre. Der stod tydeligt, at jeg let ville miste overblikket og hænge fast i ubetydelige detaljer, som ikke var vigtige i det store perspektiv. Om jeg havde kunnet reagere anderledes, hvis jeg havde læst det inden – det er jeg ikke så sikker på. Jeg var vist allerede fanget af min fortid og noget skulle åbenbart frem i lyset.
Mørket vil altid søge mod lyset.
Du har sikkert prøvet det selv. Været igennem et forløb – pænt eller grimt – hvor du fik kontakt med din sårbarhed, jalousi, vrede eller andre følelser. Du fik måske set på de respektive følelser, mærket og anerkendt dem med en tro på, at så blev den lektie lært. Men nogle gange skal vi igennem dem flere gange. Vi var på tidspunktet ikke klar til hele lektien eller blev ikke helt færdige med det, der skulle læres.
Vi skal lære vores mørke og dunkle sider at kende. Gøre os fortrolige med dem, så vi er i stand til at genkende dem, når de en dag dukker op – for det vil de. Og de banker ikke nødvendigvis på først og spørger, om de må komme indenfor.