Foto: Andrea Bohl, Pixabay
Mere om “Legenden om de to ulve”
Det handler om balance og følelsesmæssig ledelse
Jeg har i et tidligere blokindlæg refereret til Cherokee indianernes legende om kampen mellem de indre ulve. I de fleste versioner – også i min – er pointen, at det er ulven du vælger at fodre, der vinder kampen. En anden version af fortællingen er måske mere interessant og nok så væsentlig.
I denne version, fortæller den gamle Cherokee-kriger sit barnebarn, at begge ulve må faktisk vinde. Vi skal fodre begge ulve, for kampen handler nemlig ikke om styrke, men om balance.
Den gamle kriger fortæller, at hvis han kun vælger at fodre den hvide ulv, vil den sorte ulv gemme sig i et hjørne og forfølge ham, når han er svag eller er uforberedt.
Vore liv er komplekst og vores følelser bevæger sig op og ned. Der vil altid være modstridende kræfter, der kæmper en kamp inden i os. Se f.eks. min blok om egoet. Det handler ikke om at gemme en side af os væk, men i stedet for at gøre den synlig og blive fortrolig med den, så vi kan kontrollere den og leve i balance med den.
Den sorte ulv har nemlig også mange gode kvaliteter: beslutsomhed, vedholdenhed, mod, strategisk tænkning m.m. Dyder, som den hvide ulv mangler. Hvis vi fodrer begge ulve, har vi muligheden for at drage fordel fra begge.
Om at anerkende vores mørke sider
Vi skal anerkende vores mørke sider: vores frygt, vores jalousi eller hvad det nu er for følelser, vi også bærer rundt med i vores rygsæk. Vi skal lære de mørke sider at kende og gøre os fortrolig med dem, så vi kan genkende dem, når de en dag dukker op – og det vil de. Derfor skal de ud af mørket og frem i lyset.
Ulven og indianerne
Ulve har et dårligt ry i vores kultur. I mange børnefortællinger er ulven ond og hvem kender ikke “den store stygge ulv” fra Anders And. Vi har også myten om varulven. For slet ikke at glemme al polemikken om den vilde ulv i Danmark. Sådan forholder det sig ikke for indianerne, eller de indfødte amerikanere. Deres viden om og erfaring med ulve har fået dem til at se ulven som et helligt dyr.
Ulven er et dyr, der har en meget tydelig adfærd. Alfahannen og -hunnen er de ubestridte ledere af flokken, men i modsætning til andre arter er lederen ikke nødvendigvis den hurtigste og stærkeste, men den mest intelligente og dygtige.
Mange tror at ulven er ensom og vild, men den er et meget socialt dyr, hvilket også forklarer, hvorfor de altid lever i flok. Hvis de gør noget alene, er det, fordi det er til gavn for flokken.
Ulve bliver kun voldelige i ekstreme tilfælde. De foretrækker at undgå kamp (eller afslutte den så hurtigt som muligt). De dræber heller ikke nogen fra deres egen race. Angriber de, er det af nødvendighed og så vil det være ud fra en strategisk plan. De kan godt lide at analysere deres omgivelser og vurdere næste skridt og det er næsten umuligt for deres fjender at få øje på dem, fordi de er gode til at “forsvinde”.