Vi sagde ja til vores lille græske gadehund, da hun var 7 mdr. Vores rejse sammen med hende har indtil nu varet lidt over 7 år. Og det har været en rejse for os alle, en lærerig en af slagsen. Fra den lille og meget sky hund, der syntes at mennesker potentielt var farlige til den reserverede, men relativ tillidsfulde hund, der i dag tør vise, hvem hun er – både overfor mennesker og andre hunde.

En hund, der først skulle turde slippe sin indre hvalp løs, til at turde være teenager hunden, hvor der skal afprøves grænser – i al gemytlighed, og op til nu, hvor hun er blevet voksen og moden. Jo, hun er fortsat reserveret, for det ligger til hendes gener – i blandingen mellem en pinscher og en græsk harehund, og der er da klart mere selvtillid, som hun skal arbejde med

Udviklingsrejsen kan jeg – som de fleste hundeejere – fortælle historier om i evigheder, lige som forældre kan om deres dejlige børn. Bare fordi de er dine. Men løftet lidt op, har jeg med rejsen sammen med Coco lært særdeles meget om måder at gå til livet på, specielt når det umiddelbart virker skræmmende. Og det kan det jo gøre ganske ofte, hvis det er den lygte, vi sætter på kasketten.

Hvad er det Coco har gjort, hvad har hendes strategi været? Hun har selvfølgelig ikke sat sig ned og læst en udviklingshåndbog for hunde. (Selvom der alligevel er blevet læst rigtig mange duftbøger undervejs, og hvem ved, hvad der har stået i dem??) Noget har hun haft med sig i sin rygsæk, noget har hun oplevet som lille hvalp og hun var nok ikke den første i kullet, andet er genetisk. Lige som vi andre, der har noget med os i rygsækken, men meget har hun erfaret ud fra devisen: Gør du noget sker der noget.

Tryghed: Vigtigst er, tror jeg, at hun har oplevet, at hun har haft en base, der var tryg. Når vores verden er fyldt med kaos, er det vigtigt at finde de steder, oftest i den nære verden eller hos os selv, hvor vi kan finde tryghed, ro og positive ressourcer. Noget, der som udgangspunkt altid vil være der. Er alt kaos bliver det ofte rigtig svært.

Nysgerrighed: Hun har hele tiden udvist en utrolig stor nysgerrighed – faktisk overfor alt. Det kan godt være, at den første indskydelse har været at være bange, flygte, løbe udenom, men Coco har altid vendt sig om og gået det, hun blev bange for, i møde. Var det i virkeligheden farligt eller var det blot en følelse eller en gammel refleks. Det har jeg virkelig beundret hos hende og tænkt, at når hun tør, så tør jeg sgu også. For hvad er det egentlig, vi bliver bange for eller frygter, når vi kaster os ud i noget nyt eller møder noget ukendt? At turde mærke efter og undersøge vores frygt er en vigtig egenskab i vores udviklingsrejse. Er den indbildt eller virkelig? Kender jeg den fra tidligere? Hvad kan der i virkeligheden ske? Hvad vil det værste være?

Vedholdenhed: Samtidig har hun udvist en stor stædighed og vedholdenhed. Hun er blevet ved og blevet ved med at konfrontere sig med det, hun frygter. Hun har oplevet, hvordan konfrontation og det at gå imod sin angst, giver styrke, og samtidig har hun på et eller andet plan forstået nødvendigheden af at kunne slippe sin angst. Stor respekt til hende.

Best practice: Coco har tydeligvis lært af de hunde, hun har været sammen med – store som små. Luret hvordan de klarede situationen eller konfrontation, kunne det også fungere for hende. Noget har duet andet ikke, for ikke alt lå lige for i forhold til hendes gener eller den personlighed hun nu er.

Det nødvendige oprør: Det er vigtigt at finde ud af, hvem jeg er inderst inde. Noget Coco først rigtigt nåede frem til, da hun blev 5 år. Her tog hun sit egentlige ungdomsoprør, blev selvstændig og “flyttede” hjemmefra for en tid. Det var ikke længere en selvfølge, at hun lå i sofaen og lod sig nusse, hun rykkede ind i dobbeltsengen og kom frem, når der skulle spises, gås tur eller nogen skulle i seng. Det stod på i et årstid. Jeg er blevet voksen, kan klare mig selv og skal nok selv sige til, var beskeden.

At kende sine egne grænser eller værdier: Coco har altid vidst, hvor hendes grænser var. Først stikker hun halen mellem benene i bogstavelig forstand, tidligere løb hun også væk, nu bliver hun dog ofte stående. Virker det ikke vender hun sig mod sin ”forfølger”, viser tænder i forskellige grader alt efter situationen for at markere hertil og ikke længere. Når hun gjorde det, har hun oplevet, at det virkede – hun fik respekt. På vores ture har hun mødt hunde eller mennesker som – endda på lang afstand – udstråler dårlig energi, så er der ingen grund til at opsøge dem, for det vil der ikke komme noget godt ud af. Når jeg som flokleder alligevel har insisteret, har jeg altid måttet erkende, at hun havde ret og jeg tog fejl. Andre har hun elsket næsten fra første øjeblik – hunde som mennesker. Så det gælder om at være i kontakt med sin intuition, sit hjerte og sin mavefornemmelse. Heri ligger megen visdom.

Så frygt kom bare an, jeg ved hvordan du skal tackles.

At jeg i samværet med min hund også har lært en masse om nærvær, at være til stede i nuet osv. må blive en anden gang.