Jørgen Kastrup
5. februar 1927 – 21. juni 2006
(Her sammen med min mor Grete Elsebeth Jepsen)

NB: Siden er under opbygning.

Erindringer holder et spejl op foran os
Vi kan lære af de mennesker, der har levet, tænkt, udviklet, følt og lært før os. Vi kan forstå
sammenhænge, reaktionsmønstre og genkende det følelsesmæssige arvegods, der er givet
videre fra tidligere generationer. Samtidig bliver det tydligt, hvordan det i virkeligheden ikke er et
spørgsmål om, hvad der sker for os, men snarere et spørgsmål om, hvordan vi reagerer, når
det gør. Som Søren Kierkegaard sagde: “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

Erindringer giver selvindsigt og en forståelse af sig selv
Hvordan er jeg blevet som jeg er? Hvor skal jeg hen? Hvad ønsker jeg, at mine børn og børnebørn skal
vide, den dag jeg ikke er her mere? Ved særlige begivenheder i familien, når man er presset, eller når
man bliver lidt ældre, begynder mange at stille sig selv disse spørgsmål. Ens identitet, livshistorie
og livsbetingelser bliver pludselig vigtige, og man erkender, at der er meget at lære ved at se på
det liv, som har formet dem, der har formet os. På mange måder er vi summen af dem, der er
gået før os – derfor giver det mening at kende dem.
Et par af punkterne fra ’10 gode grunde til, hvorfor Erindringer er vigtige’
http://memoirs.dk/wp-content/uploads/10-grunde_Erindringer-er-vigtige.pdf

Erindringer: Jørgen Kastrup

INDHOLD:
1. Skoletid
2. Spejdertid
3. Snekkersten
4. Læretid
5. Ungdom
6. Besættelsen

7. Sverige
8. Soldatertid 1
9. Soldatertid 2

10. Efter soldatertiden

SKOLETID

Jeg kom til at gå i Grøndalsvænge skole i et afsnit, som bestod af træbarakker, der var ret gamle og primitive, med kakkelovne og toiletter ude i gården. Det blev en hård tid, lærerinden hed Nebelong og var en stor dame. Jeg kom til at gå anden klasse om, de sagde jeg var kommet for tidligt i skole. Jeg tror det gav mig et nederlag så jeg blev utryg ved at gå i skole.

Efter det første år kom vi over på den store skole. Og så gik det rigtig galt, vi havde numre, som vi sad efter. Vi var 28 i klassen og jeg blev nr. 28 og sad helt bagerst og gemte mig. Jeg havde det svært, jeg kunne hverken lære udenad eller forstod ret meget, af det vi havde for. Vi havde meget salmevers, som jeg ikke forstod. Alt hvad vi lærte var på remse, og jeg havde meget svært ved at lære udenad. Jeg kan huske jeg løb efter min mor for hun skulle høre mig. Lærerne brugte spanskrør og det var altid tre slag, og der blev ikke lagt fingre imellem. Jeg gik ofte med aviser i bukserne. Vi havde en lærer vi kaldte for Syngeniels, han var vores klasselærer, vi drillede ham utroligt meget, så han blev helt ude af sig selv. Jeg selv blev drillet meget. Jeg viste meget tænder, så det blev til hestegrin og friluftsgebis og Kastrup lufthavn. Jeg var lille og splejset, hvorfor jeg på et tidspunkt blev sendt på svagbørnskoloni. Jeg sloges hver dag på vej hjem fra skole.

På Reinettevej 14, hvor vi kom til at bo, var der ingen jeg kunne lege med, der var en, men vi blev aldrig rigtig venner. Vi fik høns, som jeg fik meget tid til at gå med. Jeg drømte meget, jeg kunne sidde i timer og se på en myretue, så der blev ofte sagt, at nu sidder Jørgen og drømmer igen. Vi havde mange frugttræer, så om efteråret havde jeg travlt med at kravle i træer og pille frugt ned. Træerne var store, så det kunne være lidt halssprækkende. Da jeg kom i femte klasse, kom jeg op at slås med en som jeg egentlig godt kunne lide. Han sagde: Endelig kunne du slå fra dig, og samtidig fik jeg en kammerat, som hjalp mig med lektierne. Så pludselig blev jeg anerkendt af de andre kammerater og lærerne, og jeg kom til at sidde blandt de seks forreste.

SPEJDERTID

Jeg var også blevet spejder, KFUM spejder. Det blev jeg, da jeg blev 11 år. Det var et år for tidligt, men der var ingen ulveunger der. Det gik jeg meget op i, og min far var vred, for han syntes det var noget pjat, men de havde selv været nede og melde mig ind. Jeg havde også fået byttet mig til en dræsine (forløberen for en løbecykel) ved hjælp af gammel legetøj og bøger. Vedkommendes far kom og gjorde vrøvl, men min far sagde en handel var en handel. Da blev jeg meget stolt, denne dræsine var ret stor, og kunne kører temmelig stærkt . Min far skaffede mig en barnecykel som jeg havde i mange år.

Ja, da krigen startede den niende april, løb vi ned til en lille aviskiosk og kunne læse, at kongen var fanget på slottet, det var noget uforstående for os. Jeg var da 13 år, og jeg mener ikke vi mærkede meget til krigen i de første år.

Jeg blev meget glad for spejderarbejdet. Jeg kunne en masse knob, som jeg havde lært af min morfar, så jeg kunne lærer fra mig. På den måde følte jeg, at jeg havde, en betydning. Allerede det første år var jeg på sommerlejr i Corselitze på Falster der var over 100 km. på min lille cykel. Jeg jollede af sted. Jeg kan huske, at jeg blev beundret for, hvor godt det var gået. Jeg havde svært ved fællesskabet og gik meget ture alene i skoven og var vist længe væk af gangen. Så jeg fik navnet fesser, som jeg beholdt hele min spejdertid ud, så både drengene og forældre troede at jeg hed det. Når jeg tænker tilbage, er der ingen tvivl om, at jeg var meget udholdende, jeg ville være med. Jeg tror, at jeg havde den lille cykel lige til jeg kom i lære, det var lige før jeg kunne lægge benene over styret og alligevel nå pedalerne. Det var ikke til at få cykler og cykeldæk under krigen, så vi lappede meget, så slangerne var fuld af lapper og ofte måtte vi komme seglgarn rundt om dækket. Ligeledes blev kæden slidt, så den hoppede ofte af. Sammen med en kammerat fik vi vores egen patrulje, vi var ca. 8 drenge og vi var altid de bedste til lejrarbejde og konkurrencer, jeg var patruljeassistent og min kammerat var patruljefører, han hed Svend og vi holdt sammen under hele krigen.

Vi var et godt team og ligeledes resten af patruljen, men vi valgte også selv drengene ud, som skulle i vores patrulje, blandt dem var også Henning Smalz Jørgensen, som blev en kendt TV speaker, og Jørgen Ingmann, som blev en meget kendt musiker med sin guitar, blandt andet vandt han sammen med sin kone melodi grand prix med Dansevisen. Vi gik mange nætter og havde dybe samtaler, så forsvandt han og jeg mødte ham først mange år efter i Stockholm, hvor han spillede i Svend Asmussens orkester.

Vi løste mange af vores opgaver smart, men ikke altid helt ærligt. Jeg kan huske, vi var på jamboree i Sønderjylland, hvor vi skulle løbe efter kort, her vi lejede en bil, men vi vandt heldigvis ikke.

Vi var næsten på lejr hver weekend, vi kom meget på Kollekolle ved Furesøen, Lejrpladsen lå på en skrænt ned til Furesøen, og der var en flot udsigt ud over søen. Det var spændende, når vi havde natteøvelse. Det begyndte ofte med, at der var én, der var forsvundet og nu skulle vi ud at finde ham. Det var mest på vores sommerlejre, vi havde sådanne øvelser. Mange gange, fik vi nogle af sommerhusbeboerne med, så blev det ekstra dramatisk, og vi blev rædselsslagne når vi fandt tøjrester eller sådan noget på jorden. Der var ingen der turde gå sidst, for de tager altid de sidste, og vi gik gerne med store kæppe.

Vi havde store otte mands telte. Jeg synes de var ret rummelige, men tunge. Jeg havde selv en gammel Jamboree tornyster, som jeg havde arvet, den var jeg glad for. Vi havde Aluminiums kogegrejer, som brændte let på indvendig og blev sorte udvendig. Jeg synes, det skulle have været sådan, at den som lavede mad også skulle vaske op, men sådan var det ikke, for så havde de nok passet bedre på. Så det var hårdt, at stå nede i vandet og rense kogekar, men det var jo godt, at der blev passet på tingene.

En dag, da vi kom ned til vores lokaler, stod en del mennesker og brandmænd. Vi lukkede for gasen, når vi gik om aftenen, men så var der én, der havde tændt en tændstik samtidig med at han lukkede op for gassen. På den måde løber gassen ind i måleren og den sprang i luften.

Blandt de største oplevelser, var da vi tog 100 km. vandremærket. Vi startede om aftenen og gik til næste eftermiddag, det var over 20 timer. Det var fantastisk, at opleve solen gå ned og folk gå i seng og mærke den stilhed, der blev over natten, (det var heldigvis godt vejr), og opleve, at der ganske langsomt kom liv igen. Men der var en del, der gav op, og måtte tage hjem med toget.

Vi kom meget i Grøndalskirken, der var en god præst Th. Thomsen, som senere blev redaktør af Kristeligt Dagblad. Han forstod at få ungdommen i tale. Han stiftede Grøndals Vandre klub, og der var møde hver mandag, hvor der var sang og underholdning, med spændende foredrag og tryllekunstnere. Der var altid fuldt hus, og vi havde det virkeligt sjovt.

Pigerne
Der begyndte jeg også så småt at interessere mig for piger. Så når vi var færdige med at drikke kaffe, hjalp jeg altid med at rydde op og vaske op. Mens de andre drenge løb rundt og lavede ballade, stod jeg så ude hos pigerne og havde det sådan set meget sjovt, men det var aldrig mig, der fulgte nogen hjem. Det var også første gang jeg oplevede mine vigtigheder kunne såre, jeg kan huske, der var noget wienerbrød til overs, så sagde jeg til en pige, der var meget  køn og eftertragtet. Du har et godt bryst, så du kan godt spise det, jeg mente ikke noget med det, men hun talte aldrig til mig mere.

Vi lavede også teaterforestillinger. Det var et stort arbejde med kulisser osv. så vi arbejdede mange gange i flere døgn uden at sove. På den måde fik vi styrket vores sammenhold. Det var også her jeg mødte min første pige, som jeg respekterede meget. Hun gik til gudstjeneste hver søndag og var med i en missionærforening. Jeg kunne lide hende fordi, hun var morsom, samtidig med hun var kristen, de andre var så hellige og falske. Hendes forældre var meget religiøse. Jeg har aldrig været inde hos dem, men der så meget sort og trist ud og forældrene virkede noget underlige. Hun havde 2 brødre, der også var noget for sig selv. De var begge spejdere. Det er mærkeligt at tænke på. Den yngste blev homoseksuel, og blev som ældre myrdet i et kolonihavehus og store broderen blev ganske vist gift, men det blev noget rod, og pigen, som jeg havde kendt, blev lesbisk. Jeg havde i mange år dårlig samvittighed om det skulle være min skyld. Der kom en sag frem, hvor en præst havde været i parken med en pige og hvor nogle fra KFUK havde ligget bag buske og luret, både præsten og pigen blev smidt ud. Det ødelagde noget for mig. Jeg begyndte at sige fra, bl.a. blev der holdt bibeltimer hos spejderne for at få mere tilskud til huslejen, men jeg nægtede at være med, så det var lige ved at ende galt.

Vi fik lavet vores lokaler med skillevægge, med køkken, og vi fik det rigtig hyggeligt.

Det var blandt spejderkammeraterne og i modstandsbevægelsen, at jeg lærte at blive voksen

SNEKKERSTEN

Jeg begyndte at komme rigtig til Snekkersten, da vi flyttede til Reinettevej. På det tidspunkt var jeg blevet så gammel, at jeg selv kunne kører med toget. Jeg kan ikke rigtig huske noget om det før, men jeg havde været der og følte mig meget tryg der. Jeg oplevede, at alle holdt af mig. Jeg var helt anderledes, når jeg var der. Jeg kunne være helt mig selv.

Da jeg var dreng oplevede jeg, at min familie, det var Snekkersten. Der var fyldt med onkler og tanter, kusiner og en fætter Børge, som kun var lidt ældre end jeg. Vi legede altid sammen, og det skulle helst være farligt.

Der var to ting, som vi i flere år brugte. Vi havde en wienervogn, det er en vogn med to store hjul og et lille lad til at transportere ruser eller andre fiskenet på og så en tyk stamme foran til at trække. Op til stationen var der en vej som var stejl nok til vi kunne få god fart på, over Strandvejen og ned på stranden. Vi stillede os op på ladet med benene på hver side af hjulet så vi balancerede uden at vognstangen rørte jorden. Så drønede vi ned mod strandvejen, det var meget spændende. Vi havde også et stort traktordæk, som vi lagde os inden i. Så skubbede de andre dækket, så det kunne få fart på, og kunne holde balancen. Vi lå inden i og kørte rundt og rundt og kørte lige ud over strandvejen og ned i sandet, ja der var ikke mange biler den gang. Der skete aldrig nogen ulykker, så vi kom til skade. Så vidt jeg husker, var det som regel mig der lå i dækket, for jeg var ikke ret stor. Jeg var aldrig bange for noget, der var engang, vi havde bygget en båd uden om en bundgarnspæl (der var sat mange bundgarnspæle ude på marken ved min morfar, som blev brugt til at tørre bundgarnene på, de havde samme tykkelse som telefonpæle, men højere). Så blev jeg hejst op til toppen som udkik, men så kom min moster og andre løbene og råbte, at det måtte vi ikke. Det var nok også lidt farligt, de havde bundet et tov om mit bælte. I dag kan jeg godt se, at hvis bæltet var gået op, så var der sket noget alvorligt.

Familien i Snekkersten
Jeg må hellere fortælle lidt om mine onkler og tanter. Min morfar og mormor havde seks børn tre piger og tre drenge, onkel Richard var skibsfører på Switzers redningsskibe. Onkel Christian var fisker og havde overtaget min morfars fiskerbåd, som også blev brugt, når der skulle bankes bundgarnspæle ned ude i vandet. Så var der en onkel, som havde et bådebyggeri nede i Snekkerstens havn. Så var der min moster Johanne, som var gift med en fisker, som vist nok arbejdede i Hundested, han var en mærkelig indesluttet een. De havde en søn, som var en del ældre end mig. Han kom ud at sejle med skoleskibet Danmark. Da han var færdig der, fik han hyre på en skonnert, som forliste under en storm ved Skagerrak han druknede, og blev aldrig fundet. Så var der en moster Julie i København, som var gift. Jeg kan ikke huske, hvad hendes mand hed, men han arbejdede på B og W, som byggede skibe. De havde et lille hus på Nokken og der havde de en lille skydepram. Der kom jeg også meget, hvor jeg og min onkel tog ud og stangede ål om aftenen med blus. De havde en datter Alice, som jeg også var meget sammen med, min moster arbejdede på en telefoncentral med rengøring. De boede på Njalsgade på Amager i en meget lille lejlighed. Jeg oplevede det som et meget fattigt hjem, jeg kom der en del. Hun syede også, jeg mener hun syede paraplyer.

Min morfar og mormor havde Snekkerstens telefoncentral. Der var mange damer ansat og som boede der, de passede centralen døgnet rundt, så der var mange, når vi spiste. Jeg blev meget forkælet af dem synes jeg. Jeg må have været meget tynd og splejset, for på et tidspunkt blev jeg sendt på svagbørnskoloni i Horserød, det blev senere brugt til fængsel. Men det varede ikke længe, så skrev jeg hjem: kom og hent mig, det skal være nu. Jeg kan nu huske, at da de kom og hentede mig, ville jeg gerne være blevet, for jeg havde fået det godt sammen med de andre børn. Jeg kan heller ikke forstå, hvad jeg skulle der, jeg manglede bestemt ikke noget. Jeg har altid fået, hvad jeg kunne spise. Min Moster Johanne ledede centralen og overtog den senere til den blev lukket. Jeg kan huske min onkels nr. var 24, så der var vel ikke så mange telefoner dengang.

Vi færdedes meget i havnen der skete altid noget, den gang var der mange fisk i Øresund. Forår og efterår kom der mange store fisk gennem sundet i store stimer. De sprang op over vandet på jagt efter sild og makrel, de blev kaldt Springere, men det var Tunfisk. De blev fanget af sportsfiskere, som lejede en fiskekutter, hvorpå der blev sat en stor fiskestang og en stol. Kong Christian og Kronprins Frederik skulle en dag komme, kongen kom, men kronprinsen kom for sent. Hvorpå kongen blev vred, og sagde, at det var kronprinsen der skulle vente på kongen og ikke omvendt. Når der så var fanget en Tun, så kunne man se det inden de var i havn, for så havde de hejst et bestemt flag. Så vidt jeg husker, var det et stort hvidt flag med en fisk på. Fisken blev hejst op med en stor kran, det lignede en stor kæmpetorsk.

Jeg tænker på, at jeg ofte oplevede mange af de episoder jeg så eller selv var med til, lige som om at jeg ikke var med. Måske derfor kunne de få mig med til meget uden jeg blev bange. Når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt mærke, at jeg ikke var velkommen hos min far og mor. Min mor fortalte senere, at hun havde gjort alt for at jeg ikke skulle komme til verden. Det er vel også derfor, jeg ikke kan huske noget om hjemmet i Kronborggade, jeg var der sikkert aldrig. Gennem hele min opvækst fik jeg at vide, at jeg var en fejltagelse og samtidig sagde de altid, at jeg skulle være taknemmelig for det de gjorde for mig. Da vi flyttede til Grøndalsvænge fik jeg at vide, at det var for min skyld de havde købt hus, jeg gik i meget lang tid og var syg af savn. Det første år var jeg syg mere end halvdelen af min skoletid og måske derfor måtte gå et år om, og mistede endnu mere af min selvtillid. Det hjalp heller ikke på det, at jeg ikke måtte tale med ved bordet. Min far og mor skulle altid tiltales i tredje person. Min søster var tolv år ældre end jeg. Det var frygteligt at komme hjem med karakterbogen, det var et helvede og senere, da jeg fik noget bedre karakterer, så var det aldrig godt nok. Jeg synes bestemt ikke, det var sjovt at gå i skole, jeg var meget glad, da jeg skulle ud af skolen for at komme i lærer. Da gik jeg i syvende klasse.

Jeg kom meget i min onkels Carls bådebyggeri. Det var spændende at opleve en båd blive til helt fra grunden af, fra kølen blev lagt til båden var færdig. Min tante hed Selma og de havde en datter, der hed Eva hun var en glad køn pige. De boede i et lille og fattigt hus, der var ingen gulvbrædder kun cement. Jeg oplever min onkel og tante var udstødt af min morfar, for min tante var svensker.

Min morfar var en stor mand i Snekkersten, han ejede alle bundgarnene og der var nogle stykker. Han var formand for Snekkersten-Skotterup fiskeriforening, telefoncentralen, og havde sikkert penge i bådebyggeriet. For der skete noget som fik stor betydning for mig. Jeg fik en lille jolle af min morfar, i begyndelsen blev der bundet et langt tov bag på og jeg fik besked på, at hvis jeg lærte at svømme og fik bevis, kunne jeg tage ud med båden uden tov. Jeg kan ikke huske om jeg havde sejl til den båd. Så gik der vel et par år, så fik jeg en større båd, som havde latinersejl, og som blev døbt Tip Top. Der blev bygget davider på badebroen, så jeg kunne hejse den op, det kunne jeg gøre alene. Jeg sejlede meget, Jeg elskede at være ude på vandet og hører vandet skvulpe under kølen.

Der skete altid et eller andet. Der blev f.eks. slået reb, det var når, der blev spundet tov. Det foregik på den måde, at der oppe på marken stod et apparat af træ med fire kroge der havde forbindelse med et håndsving. Når man så drejede på håndsvinget drejede krogene. På krogene var der bundet noget tyndt snor, der så blev flettet ind i hinanden, så havde man en mindre klods med fire riller, med den kunne man presse tovet sammen så det blev stramt. Tovet skulle være langt, så det blev ført over Strandvejen og ned til vandkanten, der var jo næsten ingen færdsel den gang. Bagefter kom det op i et stort kar med varm tjære. Så var der store hyttefade som skulle flyttes, det gjorde min fætter og jeg ofte. Så stod vi ovenpå hyttefadene og stagede dem frem, engang fik min fætter et blåt øje, jeg kom til at jage en stang op i ansigtet på ham.

Der var to badehuse ved siden af hinanden, de var sat sammen med hasper og blev taget ned om vinteren. En dag, hvor min moster var derinde, satte jeg mig hen til væggen, så prøvede jeg, om jeg kunne se noget derinde. Så kom min moster ud: Du er jo hel blå på den ene side af hovedet, jeg tænkte nok du kikkede så jeg gik over til den anden side. Jeg måtte indrømme min brøde, og bad hende ikke sige det til nogen. Min morfar sad ofte ovre i et skur og bødede garn, jeg holdt meget af, at sidde og høre på hans historier og hans gamle sange.

Nogen gange var der omrejsende tivoli, der er især noget jeg aldrig glemmer. Inde i et telt var der boksning. Derinde var der så en bokser, hvis man kunne slå ham i gulvet vandt man så et større beløb. De fleste blev hurtigt slået i gulvet med blod over hele hovedet, jeg så een gang bokseren blive slået ud, men det var vist meget sjældent.

Min far og mor kom meget sjældent til Snekkersten, men jeg husker én gang, hvor hele familien og telefondamerne legede “ to mand frem for en enke” det så meget sjovt ud, for de sang “tyv, ja tyv skal du være” osv.

En gang havde jeg plukket mange kirsebær i en stor kasse og båret den ned til båden, nu ville jeg sejle til Sverige og jeg kom også langt ud i sejlrenden for jeg så fyret skifte farve. Jeg sidder nu og tænker, hvor gammel var jeg? vel en tolv – tretten år, efterhånden som jeg fortæller, tænker jeg hvor gammel er jeg, det har jeg altid lidt svært ved. En dag jeg var ude og svømme, svømmede jeg ud til min onkel, som var ude ved bundgarnene, det var langt fra land. Da jeg kom derud, råber min onkel: ”Kan du komme ind, du må ikke svømme så langt ud dreng”. Det var langt, for jeg var blevet godt træt, og havde nær aldrig kommet i land. Min onkel gik aldrig i vandet og kunne slet ikke svømme, de andre kunne heller ikke, det var ikke almindeligt dengang. Jeg måtte ikke gå over strandvejen i badebukser, det var upassende, ligeledes skulle man tage tøj på, når der skulle spises, det synes jeg nu stadig man skal.

Op gennem min læretid kom jeg, så meget i Snekkersten, som jeg kunne. Når jeg havde været et eller andet sted henne og kom hjem sent, fandt jeg ofte på at tage min sovepose og køre af sted på min cykel og køre til Snekkersten. Hos min onkel og tante var jeg altid velkommen. Der gik jeg op på loftet og lage mig med min sovepose oven på fiskegarn og var der så om morgenen, når de stod op. Jeg synes aldrig de blev overrasket. Jeg tænker nogen gange på, at jeg jo fik mad der og spiste sikkert godt, det må have kostet, men jeg hørte aldrig om det og tænkte slet ikke på det. Jeg var heller ikke kræsen på nogen måde. Det, der kan undre mig i dag, er, at min far og mor aldrig sagde noget om det. Min onkel og tante var fattige og havde et hårdt liv, de havde svært ved at klare livet. Min morfar havde vist opgivet, at hjælpe dem, jeg ved det ikke? For han hjalp da med at give min onkel arbejde med at banke bundgarnspæle ned. Det gjorde han ved hjælp af en rambuk, der var monteret på fiskerbåden og på en stor robåd. Det var hårdt arbejde og tog lang tid og må have været meget ensomt.

Min mormor døde, da jeg var 10 år. Det var en stor sorg, hun døde hjemme, hun havde fået hjerneblødning og lå i meget lang tid inde bag et forhæng. Efter hun var død, blev hun lagt i kiste, nede i den store stue, jeg blev kaldt ind og skulle sige farvel til hende.

Jeg blev løftet op, så jeg kunne kysse hende farvel, jeg kan huske, at jeg var helt hysterisk, græd og græd. Min morfar var nede og sige godnat til hende hver aften.

Den dag hun skulle begraves, kom de og lukkede kisten og den blev sat ind i en åben vogn. Jeg kan ikke huske om det var en hestevogn. Min morfar og jeg og den øvrige familie gik forrest med hundrede mennesker bag. Der var temmelig langt at gå og min morfar græd hele vejen til Esbønderup kirke.

Jeg kunne godt lide at komme med ud at fiske, så min onkel kom ofte og bankede på, omkring kl. 4 om morgenen. Så fik jeg fart på med at komme ud af sengen og ned til havnen, hvor min onkel varmede motoren op med en blæselampe, det gik der faktisk ret lang tid med, det var en petroleumsmotor. Det var en skøn oplevelse at være på havet så tidligt på dagen.

Min onkel havde en overgang arbejde i Humlebæk, og når han kom hjem derfra var det ikke altid lige sjovt at møde ham, så var han så fuld, at han dinglede på sin cykel fra den ene side af strandvejen til den anden. Der var langt, så det må have været hårdt at komme hjem. Jeg holdt meget af min onkel og respekterede ham meget og synes, det var synd for ham. Ligeledes holdt jeg af min tante, hun prøvede altid at være i godt humør på trods af at de var fattige. Om vinteren boede de i et større hus med stråtag og der var pænt og rent og ordentlig, så lejede de det ud hele sommeren og flyttede selv ind i et to etage træhus, hvor der ikke var meget plads. Der var en stor veranda, et lille soveværelse og et lille køkken, så der blev oftest lavet mad udendørs, det var mest fisk, vi fik at spise. Jeg elskede fisk, de var jo lige fanget, så de var friske.

Min fætter og jeg var meget sammen om sommeren, da jeg var mindre. Han var et par år ældre end jeg, så der kom en tid hvor han interesserede sig mere for piger og at komme til fester.

Min onkel sejlede jøder til Sverige under krigen og fik en del penge for det. Så der kom nyt stråtag på huset og det blev gjort i stand, der blev ikke betalt skat af alle disse penge, det var der vel ingen der gjorde. Men han fik 30 dage i Horserød statsfængsel.

En dag kom min far og fortalte, at min onkel havde ringet og spurgt om jeg ville sælge min båd for 500 kr. Det var mange penge den gang. Jeg blev helt forfærdiget, jeg havde slet ikke tænkt, at det var min båd på den måde, men jeg sagde ja. Jeg fortrød det mange år senere, nu var det slut med at sejle, man kan jo ikke alt.

LÆRETID  

Da jeg kom i syvende klasse skaffede vores genbo mig en læreplads. Jeg havde fået en læreplads inde i byen som sølvsmed, men det var et mørkt og trist sted. Jeg kom i lære hos Juul Lassen i på Amager, som nok var den tids dygtigste bogbinder, det var et ganske lille sted i en to værelset lejlighed, hvor de selv boede ved siden af. Der var kun to lærlinge, den anden var kommet to år før mig. Jeg var kun fjorten år, så jeg skulle stå fem år i lære.

Det startede med at skille bøger ad og reparere dem. Det gjorde jeg i lang tid, derefter skulle jeg hæfte dem og det gjorde jeg også i lang tid. Det var jeg ikke glad for, det skulle gå hurtigt, jeg kan huske, at jeg ikke måtte være mere end et kvarter om hver bog.

Der kom en dame og hæftede for os, hun græd ofte, jeg kunne ikke forstå, hun ville være der, for hun var meget sød. Engang manglede der et lille hjørne på et ark, jeg havde skilt bogen ad dagen i forvejen, jeg fejede hver aften og lagde affaldet i sække. Min mester blev meget vred, bad mig om at finde det manglende lille bitte hjørne. Jeg kravlede rundt på gulvet en hel dag, hver gang jeg rejste mig op og ville opgive, blev jeg beordret ned med besked på, at det skulle findes, det blev jo ikke fundet. Jeg havde sikkert fået en lussing, det skete ind i mellem og jeg turde ikke sige det hjemme.

Men jeg havde stor respekt for min mester og regnede ham som en far. Jeg følte han kun ville mig det bedste, selv om han kunne være hård. Jeg var ofte på værkstedet om søndagen og lavede fusk, og da kom der også en ældre dygtig bogbinder, han var fuld af historier, der bestemt ikke var stuerene alle sammen.

Jeg kørte på en Longjohn og hentede og bragte bøger til kunder, det var en stor afveksling for mig. Jeg lærte vores kunder at kende, det havde jeg ikke noget imod. Min mester var Vicevært. Det var en stor ejendom, og når det sneede var vi ude og skovle sne. Det sneede faktisk ret voldsomt dengang. Engang stod jeg på ski hjemmefra til arbejde, sporvognene kunne ikke komme frem. Vi fik “ kaffe” og franskbrød om eftermiddagen hver dag.

Ældste lærlingen var et par år ældre end mig, han var en være gris både med sit tøj og sin mad. Han og jeg blev ofte uvenner, han vilde gerne kommandere over mig, det kunne jeg ikke klare. En dag ville han have, at jeg skulle ordne et rullegardin, det ville jeg ikke. Vi blev enige om, at mødes ude i porten efter fyraften, vi sloges så blodet flød ud af næse og mund på ham. Jeg havde lært at bokse, for en kammerat kom hjem til mig et par gange om ugen, hvor vi trænede i boksning, vi gik hårdt til den. Jeg havde en boksebold, der sad fast i loft og gulv, når vi øvede os gyngede gulvet, så billederne oven på hang skæve og telefonen ringede, det var meget at min far og mor fandt sig i det. Vi havde også en god gymnastiklærer på fagskolen, hvor vi havde meget boksning og jiu-jitsu, hvor vi udfordrede hinanden. Det gik sommetider ret hårdt til med et blåt øje og en næse der blødte. Jeg tror vi kom til at lære hinanden at kende på godt og ondt. Jeg gik på fagskole i alle fem år. Det var fem gange om ugen, altså alle dage undtagen lørdag og søndag og ofte var der undtagelsestilstand så måtte vi gå lige fra arbejde og på skole og fik vist fri kl. 7 for at være hjemme inden kl.8 når der var udgangsforbud.

Jeg var glad for fagskolen, vi havde mange fag, som dengang hørte med til vores fag. Det var fag som tegning, regning og geometri, bogbindets historie og alm. skolefag. Vi kom til at lære hinanden godt at kende, da vi var sammen hver dag, og det udviklede sig senere til Bogringen.       

UNGDOM

Hvornår begynder ungdommen egentlig, min begyndte, da jeg kom i lære!

Og jeg tænker på piger, den første pige jeg kom sammen med, var en KFUK’er jeg kom til at kende ved vi lavede en teaterforestilling med spejderne. Vi var vist sammen hver dag i et lille årstid, jeg var ikke forelsket, det havde jeg ikke prøvet. men jeg holdt meget af hende og så op til hende, hun var meget religiøs og gik til missionsmøder, hvor jeg troligt ventede på hende i halve timer. Vi var to gange på Nørrebros teater og så operetter, som var meget populære den gang. Jeg får dårlig samvittighed, for når vi kørte med Sporvogn, holdt jeg mig lidt væk, for jeg synes ikke hun var køn nok. Men en dag kom vi til at ligge på gulvet og jeg kom til at blotte hendes bryst, jeg blev bange og stoppede. Nogle dage efter fik jeg et brev, at hun vilde stoppe forholdet, jeg blev meget ked af det. Jeg fik talt med hende, det var ikke det på gulvet, hun havde noget imod. Min søster var lige blevet skilt og det vilde hun ikke gå igennem med mig, hun mente, at jeg tænkte mere på mine bøger (jeg var på min læreplads hver søndag formiddag og fuskede). Jeg savnede hende meget. Samtidig med at hun var religiøs var hun meget humoristisk, og hun kunne underholde et helt selskab, når vi havde gæster hjemme. Jeg begyndte at gå i kirke hver søndag og gik til alters, men jeg vandt hende ikke igen. Senere fik jeg at vide, at hun var blevet lesbisk og troede i mange år, at det var min skyld. Hun er den dag i dag idealet på et kristent menneske. Hun kom fra en mørk familie, jeg kom aldrig hos hende og hendes lille broder blev bøsse og blev myrdet i et kolonihavehus i Brøndby, storebroderen blev ganske vist gift, men endte meget skidt, har jeg mange år efter fået at vide.

Så kom jeg sammen med en pige, som jeg mødte på et bibliotek. Vi var meget i KB hallen, den gang var der ofte fester der med dans. På det tidspunkt kunne jeg ikke danse, men hun havde altid sin veninde med. Hun tog sig meget af mig og tog mig altid ud bagved og lærte mig trinene, hun var meget sød og vi talte godt sammen, men jeg følte, at jeg ikke sådan kunne tage hende i stedet. Men så kom foråret og Tivoli åbnede og de ville have mig med, men det ville jeg ikke, jeg ville hellere ud at sejle, så var det sket.    

Min søsters daværende mand var direktør for Danmarks Tekststilfabrikant Forening, det var en stor mand dengang, der var stor mangel på alt tøj. Men han havde en datter med sin første kone, denne datter kom først til, da hendes mor døde, hun var på min alder. Vi legede ofte med min søsters to piger, det var altid mørkeleg, så lagde vi os ofte ind under sengene og var tæt sammen, noget hemmeligt, vi sagde ikke noget til hinanden. Så en dag spurgte min mor om jeg ikke ville ud og besøge Anna, for hun var alene hjemme. Jeg kan huske, at jeg synes det var mystisk. Jeg tog der ud, de boede på Amager. Jeg blev plantet på en stol, og hun fortalte hun mig, hvordan hun onanerede, må jeg ikke se det, spurgte jeg, det måtte jeg ikke. Så kom hun med en bog, der var slået op på en bestemt side, som jeg skulle læse. Det var om to unge, som gerne ville se hinanden nøgne, mens jeg læste, spillede hun klaver. Jeg blev bange og sagde nu ville jeg hjem og gik slukøret. Jeg ville jo gerne have været med til det, men jeg var bange for konsekvenserne. Senere på sommeren stod hun i badekåbe på stranden, og pludselig slog hun badekåben til side og viste det hele. Det var noget underligt noget, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hun rejste senere til Norge, hvor hun døde ung af Tuberkulose i et kolonihavehus meget forarmet. Det fik jeg at vide mange år senere, hvor jeg mødte en pige i GV (Genvurdering), som havde kendt hende.

Den første pige jeg så nøgen og alligevel så jeg ingen ting. Det var også i Snekkersten, jeg sov oppe på loftet i et værelse sammen med min kusine Alise, hun var noget ældre end jeg, jeg var vel elleve- tolv år. En aften jeg lå i min seng kaldte hun på mig og sagde, at jeg skulle tage mit tøj af og komme over til hende. Hun lå selv nøgen, hun sagde jeg skulle lægge mig op til hende, men omvendt så jeg lå med hovedet i hendes skød og så skulle jeg stikke fingrene ind og dreje rundt og hun lå og nulrede min tissemand. Sådan plejede hun at ligge med min fætter, sagde hun. Han var druknet om efteråret ved Skagerrak under en storm, så nu skulle jeg afløse ham. Men jeg følte ingenting, så jeg foreslog om vi ikke skulle danse nøgne. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, men det var nok noget med glæde – frigjorthed, men det ville hun ikke og det var nok meget godt, for et par minutter efter stod min moster i døren og spurgte om vi sov. Der gik ikke lang tid efter, så kunne jeg få rejsning, da ville jeg gerne gøre det om, det lykkedes bare aldrig. 

BESÆTTELSEN

Jeg gik i skole d. 9. april. Jeg kan huske, der gik rygter om, at kongen var taget til fange på slottet. Vi løb ud på gaden og hen til en aviskiosk for at se, hvad der stod på spisesedlen, og det var rigtignok. Vi må ikke have haft nogen penge for vi købte ingen avis. Der gik lang tid før jeg så en tysk soldat, jeg tror der gik et år eller mere før vi tænkte på konsekvenserne af besættelsen. Vi boede på Grøndalsvænge, som nærmest var en by uden for alt, der var Brugs, slagter og bager og en skomager og en damefrisør i selve haveforeningen og på Godthåbsvej var der masser af forretninger. Så jeg kom aldrig ind til byen, det var først da jeg kom i lære, at jeg kom til byen.

Som spejder var jeg med i Føre gruppen. Efterhånden som alle blev mere voksne og kom i lære opstod tanken om at lave et eller andet i modstandsbevægelsen, der var en der arbejdede på Titan Maskinfabrik. Det var dengang en meget stor fabrik med flere hundrede ansatte, han fik forbindelse med en fra modstandsbevægelsen. Der var vel syv – otte i føre gruppen. Jeg kan huske, at der røg to fra med det samme, da det blev alvor og hurtig gik der flere fra, så vi var kun tre spejdere til sidst. Det var et stort problem: Som vi ofte kom til at tale om, det var der ikke noget at gøre ved. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg var kun 13 år i 1940 og kun 18 i 1945, da krigen sluttede. Men så var der nogen, der kendte nogen, så vi blev en seks – syv stykker. Vi var sammen så ofte som det var muligt flere gange om ugen, og tre af os var sammen hver dag. Men det var stort set kun en kammerat og mig, der løste de fleste opgaver. Vi øvede os i at skille og samle forskellige våben bl.a. en Stengun (det var en primitiv maskinpistol, som stammede fra nedkastningerne, den var enkel, men sikker) og øvede os meget i sprængstoffer. Det var særdeles spændende, for vi tog til Utterslev mose, som var noget større dengang. Der var også tyske soldater, der gik rundt og vi prøvede med tekstyl og sprængblyanter, de havde forskellig farve, alt efter hvor lang tid der skulle gå før den sprængte, det var meget lidt sprængstof vi brugte, men et lille bang sagde det og jorden røg noget op i luften. En dag kom to tyskere tæt på, så vi kunne ikke samle det op igen. Vi så at de blev forskrækkede og de kikkede sig omkring, så vi blev noget betænkelig, vi lå nede i en grøft i nærheden. Tyskerne brugte åbenbart også Utterslevmose. Det var først da vi kom hjem, at vi syntes det var sjovt.

Der blev folkestrejke i juli 1944 bl.a. fordi tyskerne havde omringet København, så ingen kunne komme ind og ud. Det vil sige alle strejkede og alt gik i stå, vand – gas og lys holdt op med at virke også telefonerne blev tavse. Så der blev fyldt op med vand, bl.a. havde vi et stort badekar i kælderen og hvad vi ellers kunne finde af spande. der var mange der gik til Grøndalsåen med deres spande. En dag tog jeg og en kammerat ind til Nørrebrogade for at se hvad der foregik. Vi havde hørt, at der var optøjer, (vi vidste intet om optøjer den gang) og jeg må sige, der var virkelig brand i gaden. Der var store bål gennem hele Nørrebrogade og butiksruder blev knust bl.a. var der et varehus, der hed Buldog, som havde solgt vare til tyskerne, der blev sat i brand og plyndret. Vi kom hen til Assistentkirkegård, hvor der var en lille plads overfor og der stod vi med vores cykler. Pludselig kom der et regiment tyske soldater, det var ganske unge mennesker, og pludselig strøg en af dem ud af geleddet og løb lige imod os og skød hen imod os, han løb ind i en opgang ved siden af, hvor vi stod, og skød op i den og kom grinende ud. Vi vidste ikke hvordan vi skulle opføre os. Vi fandt ikke ud af hvorfor han gjorde det, og nu ville vi faktisk gerne hjem. Så vi tog op ad en sidegade ved siden af kirkegården, så kom der to pansrede køretøjer efter os, fyldt med tyskere. Jeg kan huske, at jeg var så nervøs, så jeg var lige ved at vælte på cyklen. Det var en gammel gade med brosten og meget smal. Hvor lang tid varede folkestrejken?  Efter hvad jeg har læst skulle 86 være dræbt og 600 såret? Den 29. august 1943 trådte regeringen tilbage så det blot blev en samlingsregering. Den 19. september blev politiet arresteret og ført til Tyskland.

Da det meste af tiden gik med at skille og samle forskellige ting, så vi blev efterhånden utilfredse, vi syntes ikke, at der skete noget for os. Vi gik til selvforsvar og nødhjælpskursus, det var vel et års tid før freden. Så oplever jeg også at vi fik travlt, jeg havde jo fagskole fem aftener eller eftermiddage om ugen. Der var ofte udgangsforbud fra kl.20, så mødte vi kl.17 på skolen og fik fri, så vi lige kunne nå hjem inden spærretiden begyndte. Vi var sammen næsten hver dag, jeg sov ofte hos min kammerat. Det sidste halve år før krigen sluttede, gik jeg ikke på arbejde, vi havde alt for travlt.

Det første vi blev sat til, var at finde ud af, hvad der skete ved en bestemt fabriks bygning på Nørrebro, vi stod der i meget lang tid døgnet rundt. Ærlig talt tror jeg i dag, det var for at sætte os til noget, en anden gang holdt vi to fanger fanget i en villa i Gentofte, for senere at blive ført til Sverige, hvad de havde gjort ved jeg ikke. Og så gik det meget stærkt. En aften fik jeg besked på at hente nogle kammerater, der boede på Søborg Hovedgade. Det var temmelig besværligt, for jeg skulle igennem en port, der blev låst om natten, som jeg så måtte kravle over. Vi skulle til en Beværtning på Frederiksberg Alle. Der blev vi lidt forskrækket, der var helt fyldt med unge mennesker, der var vel en tredive. Her fik vi så at vide, hvad der skulle ske og der blev delt opgaver ud, En kammerat og jeg skulle skaffe en bil, den skulle kører på benzin. Vi kunne ikke bruge en bil med generator, sådan en kunne ikke kører ret stærkt. Vi stod på Nørrebrogade ved Blågårdsgade, det var et sted, hvor tyskerne nogle dage tidligere havde likvideret nogle mennesker som hævn, men henne ved et stoppested stod en enlig ældre Tysker, han havde en pistol på sig. Så siger min kammerat, om ikke vi skal hugge hans pistol, jeg kunne godt se, at det ville sikkert være nemt, jeg kan huske jeg tænkte, for nemt. Jeg turde faktisk ikke, selv om jeg ærgrede mig bagefter. Vi fik skaffet en lastvogn og kørte til Godsbanegården. Jeg havde fået en stor jakke af min far og der havde han syet en stor inderlomme, som passede til en pistol. Jeg var lidt utilfreds, for jeg lignede ikke de andre med den, men den var dejlig varm.

Da jeg kom hjem lugtede jeg af fisk langt væk, for lastvognen var fuld af fisk og den skulle tømmes. Når jeg tænker her bagefter, foregik det meget amatøragtig. Vi stod inde på et stort lokum og ventede på signal, da signalet kom løb vi bag efter hinanden med bøjede rygge over jernbaneterrænet og kom hen til nogle biler fulde af fisk i kasser, som vi tømte. Det skulle gå meget stærkt. Da vi havde gjort det forsvandt vi igen, og der var andre der overtog opgaven. Der blev tømt en jernbanevogn med våben og ammunition. Vi bliv nævnt over radioen fra England, og vi var meget stolte. Men et stykke tid efter fik vi at vide, at det var blevet optrevlet. Det blev vi jo kede af, men også bange, for vi vidste ikke og fik ikke noget at vide om, hvor meget der var optrevlet.

Det sidste halve år før krigen var forbi, var vi på togter hver dag. Det meste var med at organisere beklædning af forskellig art fra tøj og støvler til gasmasker og stålhjelme, men ofte vidste vi ikke hvad vi kørte med. Vi kørte på en trehjulet budcykel, en mand på cykel foran og en bag. Vi har været meget heldige, vi blev aldrig stoppet Men ofte var det aftalt på forhånd, at vi kom, vi skulle bare holde dem op med vores pistoler, det skulle se naturligt ud. Men det skulle altid gå stærkt, så vi kunne komme væk. Efter krigen har jeg været både stolt og forundret over, at jeg blev brugt så meget, som jeg blev. Når jeg nu sidder og skriver så mange år efter, kan jeg slet ikke holde rede med, hvad jeg lavede, jeg var i gang hele døgnet rundt. Jeg var ikke meget for at være hjemme, for vores nabos søn var nazist og ofte kom tyskerne med en lastvogn og hentede ham. Især ikke efter min mor havde opdaget, hvad jeg lavede. Det opdagede hun en dag, da hun gjorde rent og kom ind under min reol, hvor der lå en pistol.

Vi gik ofte i biografen flere gange om dagen for at sove, det var virkelig en hæsblæsende tid. Jeg havde svært ved at sove, for hver gang jeg hørte en bil, fløj jeg ud af sengen. Det var meget ubehageligt at have ham boende lige opad os. En dag kunne vi ikke finde vores gruppefører, vi blev nervøse, for hvad var der sket? Vi vidste næsten ingenting om ham, det synes vi ikke var rart under krigen, ikke at vide noget om nogen. Jeg kom på et stort detektivarbejde, det var jo også farligt, og det var selvfølgeligt også svært at få noget at vide. Men efter en uge fandt jeg ud af, at han var taget ud på en bondegård med sammenbrud. Han kunne ikke klare presset, men han kom tilbage igen. Men det gjorde, at vi ikke turde være hjemme. Så jeg boede et stykke tid hos et ægtepar, som far og mor kendte. Det gjorde også, at der var flere, der fik at vide hvad jeg lavede og min søster spurgte om ikke hun måtte være med, det ville vi ikke. Så kom den 4. maj. Vi mødtes hos min kammerat på Vendsysselsvej, vi var vel seks mand, min gruppefører havde den vogn, som vi havde hugget et par dage før. Vi kørte ind til byen, hvor vi blev lukket ind i en gård og ventede hele natten, det er jeg i dag meget sur over, for jeg oplevede ikke noget af det man i dag ser på billeder, af al den fest og glæde, det eneste vi fik, var et bolsje.

Men tidligt om morgenen den 5. maj kørte vi til landbohøjskolen. Der er en episode jeg gerne vil fortælle om, det var den bil vi havde hugget et par dage før, en åben bil med kaleche og med sæder, der kunne vippes. Ryglænet var slået ned, og da jeg skulle ind, trådte jeg på sædet, da de så ville slå det op, sad det fast. Vores gruppefører måtte stå op og styre. De andre blev bange, for vi vidste ikke om tyskerne ville overgive sig fredeligt. Men jeg kom sådan til at grine, det så så komisk ud, jeg var vist en grinebider dengang. Det var en meget underlig morgen, der var stille og ingen mennesker på gaden. Landbohøjskolen blev vores kasserne, som vi kørte ud fra for at arrestere folk, som havde gjort et eller andet. Det var ofte meget dramatisk. De blev kørt ud til den kongelige porcelænsfabrik i Smallegade for at blive afhørt. Det var mærkeligt at se de mennesker, der havde tortureret og myrdet danskere. Når vi gik med dem sagde vi ofte højt til hinanden: Hvor mange er der blevet henrettet i dag, og nogle gange blev der skudt mellem benene på dem. Det værste jeg har oplevet af den slags, var en dag, hvor der kom en gruppe med en mand som de havde søgt efter i flere dage. Han havde fået så mange tæsk, så han var helt blå og grøn i hovedet og da de stod med ham slog de ham i hovedet med stabler af tallerkener, det var frygteligt at se. Jeg råbte op om, at de skulle holde op, og jeg appellerede til en stor tyk politibetjent, men han turde ikke gøre noget. Vi kørte hver dag rundt i lastbiler til adresser på tyske sympatisører, det var altid meget dramatisk, gaden blev spæret af, og vi gik i dækning i kælderskakte og hvor vi ellers kunne være. Jeg oplevede ofte, at vi optrådte for folket. Jeg blev kun på landbrugshøjskolen i kort tid, nogle få uger. Jeg ville hjem, for jeg skulle på sommerskole, jeg skulle jo lave svendestykke til oktober.

Jeg må sige, at der kom mange ind i modstandsbevægelsen, som aldrig havde lavet noget som helst i, blandt andet kom der nogle fra fængselsvæsenet, de var sadister, og der var en del der brugte deres ondskab.

Da jeg kom på arbejde igen, fik jeg mange gaver fra beboerne og fra min mester og hjemme fik jeg også mange. Der blev vist holdt en fest for mig, det er mærkeligt, jeg husker det ikke.

Jeg mødte min gruppefører mange år senere, som sagde: ’Du er vel blevet leder af et eller andet’. Det var jeg jo, men det var lidt underligt, Han snakkede som om der var krig endnu. Der var mange, der havde det svært efter krigen, med at komme ned på jorden igen. Jeg havde det også svært med at falde til ro.

Vi tog et par gange til Snekkersten, min søster havde købt et lille fiskerhus, og de gange vi var der, blev der altid blæst luftalarm, så brugte vi vores legitimation fra spejdernes hjælpekorps og viste det til en taxachauffør og tvang ham til at køre til hovedbanegården for togene kørte som regel alligevel.

Jeg rejste til Sverige kort tid efter jeg var udlært, man kunne gennem fagforeningen søge om at komme til Norge, Sverige eller Schweiz, en kollega og jeg. Vi valgte Sverige, det lød spændende, ligeledes var det, det med sproget.

SVERIGE

I 1946 tog jeg og en anden bogbinder til Sverige, vi skulle være der et år, for det første måtte vi ikke være der længere og jeg skulle ind som marinesoldat året efter.

Vi havde fået plads i Stokholm på et meget stort firma, der lavede alt muligt, det hed Esselte, hvad det står for kan jeg ikke huske. Jeg sad og heftede store aviser hver dag, og lønnen var meget lille, vi fik noget med 45-48 kr. om ugen og betalte 40 kr. om ugen for kost og logi på et pensionat, som lå på Lidingø lidt uden for Stokholm. Vi gik hver dag til fods til arbejde, for vi havde ikke penge til toget, der var virkeligt langt at gå. Men vi havde ikke ondt af os selv, det var jo et eventyr, vi havde påbegyndt. Vi gik til fagforeningen og gjorde vrøvl, vi havde begge to fået medalje til vores svendestykke, jeg havde fået Sølvmedalje. Vi var meget mere værd, jeg synes selv, jeg var verdens bedste bogbinder dengang. Jeg havde stort selvværd, så der var ingenting, der kunne slå mig ud og jeg var meget åben for at lære noget mere.

Jeg fik så plads på Bonniers forlag, som var et af de fineste forlag i Norden. Der lavede jeg privat bind og lærte virkeligt meget, som jeg senere brugte. Nu fik jeg 150 til 175 kr. om ugen, så det blev noget helt andet. Min rejsekammerat kom til et andet bogbinderi, der lavede de kun guldsnit. På Pensionatet fik vi noget elendigt mad, det var noget underligt noget, vi kunne aldrig se hvad det var.

Vi fik også madpakker med, det var pølsemader hver dag, svenskerne spiste meget pølse, på mange forskellige måder, kogt og stegt. Vi gjorde altid vrøvl over at glassene var plettede, bestikket var snavset, til sidst stod der ”danskere”, hvor vi skulle sidde. De har nok stået og åndet på glas og bestik og tørt det af. Jeg tror vi efter et par måneder fandt et andet sted at bo, hvordan kan jeg ikke huske, men jeg tror, det var nogle kollegaer der hjalp os. De var umådelig hjælpsomme, hvor jeg arbejdede. Det var også lidt ude i periferien, men slet ikke så langt ude, så det blev ret hurtig at køre frem og tilbage. Vi sparede alt hvad vi kunne, vi manglede alt, sko og tøj. Vi havde ikke andet tøj end det vi havde på da vi kom og frem for alt manglede vi en cykel. Så det blev det første vi købte, og vi købte den bedste vi kunne få. Jeg havde den cykel i mange år bagefter. Der kørte nogle sporvogne, meget moderne, de kørte som vores sporvogne inde i byen og uden for byen kørte de som S-tog meget hurtig.

Ret hurtig fik vi også et aften – nat job. Det var på et cafeteria, som der var mange af i Stokholm. Vi kendte det slet ikke hjemme fra på det tidspunkt. I Danmark havde vi små beværtninger, hvor man kunne få biksemad og stort set ikke andet. I Sverige blev man ikke i almindelighed inviteret hjem. Jeg har været i mange hjem, men kun til køkkenet, hvor vi så sad og spiste. Svenskerne i Stokholm mødtes mest ude i byen, hvad der blev spist, kan jeg ikke huske lige nu.

På Bonniers forlag, lavede jeg alt muligt inden for privat arbejde, og jeg fik nogle virkelige gode arbejdskammerater, som jeg også var sammen med i vores fritid og de var meget hjælpsomme. Jeg havde besluttet, at jeg kun ville være sammen med svenskere, når jeg var i Sverige. Flere af dem besøgte mig senere i København, så jeg var ikke meget sammen med min rejsefælle og det tror jeg, han syntes var i orden, vi havde det godt sammen. Han kom kun sammen med andre danskere. På vores aftenjob arbejdede vi sammen, i starten vaskede vi op fra kl. 5 til kl. 1 om natten, om dagen arbejdede vi fra kl.7 til 4. Så blev jeg diskrydder, ryddede op ved bordene og senere kom jeg til baren og tog imod bestillinger, det kan lyde hårdt, det synes vi nu ikke. Det var en meget spændende arbejdsplads med mange udlændinge mest finner. De var nogle skøre gutter, der skulle ikke meget til, før de trak deres knive. Vi drillede dem meget, vi synes det var sjovt, når de blev hidsige, der skete nu aldrig noget alvorligt. Hvad vi fik i løn ved jeg ikke, men vi fik alt hvad vi kunne spise og kunne frit vælge, så der var ingen nød.

Når nu vi taler om mad, var der en overgang, hvor vi spiste på restaurant. Hvordan gik det til? Vi fik dagens ret og mælk, der kunne man kun få spiritus hvis man spiste og kun en genstand plus øl, men vi fik kontakt med nogle, der ville betale vores mad mod de fik vores øl og snaps. Der blev lidt røre, når vi bestilte mælk, øl og snaps, det gjorde vi et stykke tid.

I dag kan jeg ikke forstå, at det gik så godt med sproget, jeg kan ikke huske, at vi havde problemer, men mine kollegaer kunne sagtens tale, så jeg ikke forstod et hak og det samme var det med os, når vi ikke gjorde os umage med sproget. Jeg kan huske engang, hvor jeg ved et uheld havde ødelagt nogle egern på min cykel, vi gik ind i en opgang, det var dårligt vejr. Vi fik skaffet nogle nye egern og begyndte og bytte egerne om og det er ikke så let. Så kom der en dame og sagde, vi måtte ikke stå der med vores cykler, hun blev så hysterisk, så hun sprang op på min cykel og stampede på den, men til sidst forsvandt hun fnysende, så vi kunne få lavet cyklen færdig. Jeg havde en afdelingsleder på bogbinderiet, som havde det meget svært med mig, mest på grund af min ligefremhed, men også fordi, han ikke forstod hvad jeg sagde.

Svenskerne var meget stilfulde og holdt meget på rangsforskelle, hvor man skulle bukke og sige titel, jeg tiltalte ham som jeg vilde gøre i Danmark, og det var såmænd meget høfligt alligevel, jeg provokerede bestemt ikke. Mine kollegaer elskede, når jeg skulle tale med ham, jeg tror nu han respekterede mig, for min kunnen.

I Sverige synes jeg det var underligt, hvordan de hang sig i tiden, vi skulle stemple ind og ud, ja på Esselte, hvor jeg var først, skulle vi stemple ud, når vi gik på toilettet og ind, når vi var færdige. Her på Bonniers blev jeg helt forskrækket. Når det ringede til fyraften, var der pludselig en lang kø ved urene for at stemple ud, hvor der for et minut siden ikke var et menneske. De gemte sig for så at komme frem, når det ringede, for at komme først for at stemple ud. Svenskerne spiste varm mad til frokost, der var nogle varmeskabe, hvor de kunne stille deres mad ind i. Hvad jeg fik at spise kan jeg ikke huske, det var sikkert ikke meget, for jeg sparede alt hvad jeg kunne. Jeg er lidt ked af, at jeg sparede så meget. For det første blev jeg i Sverige, da jeg skulle have udleveret min Sølvmedalje på Rådhuset i København af kong Frederik den niende og lod min mester modtage den i mit sted og at jeg ikke så mere af Sverige end jeg gjorde. Der var kun en gang, vi tog vores cykler og kørte så langt vi kunne, ud i på landet og overnattede i nogle tæpper i en skov og blev overfaldet af myg i tusindvis. Det var bestemt meget ubehageligt, så det gjorde vi aldrig mere.

Vi havde ikke mange penge i starten af vores ophold i Sverige, det må jeg så have fortalt i mine breve. Jeg havde købt nogle internationale frimærkekuponer inden jeg rejste, dem kunne man bruge på posthuset, ligeledes kunne man fra posthuset ringe hjem og lade modtageren betale. Jeg fik sendt nogle Dollar hjemmefra fra min Gudmoder, min onkel var skibsfører så han kunne skaffe dem. Det gjorde jo også, at jeg havde en vis tryghed, jeg ville altid kunne komme hjem. Disse penge delte jeg med min rejsefælle, men en dag opdagede jeg, at han sendte gaver hjem til sin mor for pengene, jeg synes det var forkert af ham, for pengene skulle jo bruges til vores overlevelse. Jeg havde fået en flot skrivemappe i konfirmationsgave, som jeg havde med, den brugte jeg til at skrive ved. Jeg skrev så hjem og fortalte om det, og skrev de skulle ikke sende flere penge, men jeg fortrød det, og lagde brevet under kalkerpapiret og fik det aldrig sendt. Jeg sagde aldrig noget om det til ham, og glemte fuldstændig brevet. Så ca. en måned før jeg rejste hjem, hvor han pludselig sagde noget med, at jeg var forkælet eller noget i den retning, han havde fundet det under trækpapiret og at han havde sendt det hjem til sin mor og hun havde sendt det til mine forældre. Jeg blev så gal, jeg blev så skuffet og rasende, så da han så ville gå, fulgte jeg efter ned i cykelkælderen. Hvor jeg gennembankede ham, så blodet sprang ud af næse og ører. Jeg havde gået til boksning i min lærlingetid. I dag synes det var synd, for vi har haft det godt, på vores udenlandstur. Nogle år senere, hilste jeg på ham på en udstilling, det blev kun et håndtryk og ikke mere.

Jeg havde indtil nu, ikke haft noget med piger at gøre, mens jeg havde været i Sverige. Nu fik jeg lidt mere tid, der boede en køn pige på den anden side af gaden, som havde haft øje på mig. Hun kontaktede mig, så vi begyndte at komme sammen og gå ture. Hun vilde med mig hjem til Danmark, jeg tænkte mig overhovedet ikke om, hun mødte mig på stationen med en masse poser med mange bøjler stikkende ud. Mine forældre blev chokerede, da jeg kom hjem, hun skulle jo bo hos mig. Jeg sagde altid, at mine forældre havde bedt mig om, at tage en pakke med hjem. Det blev noget være rod, for nogle dage senere skulle jeg ind i marinen. Hun havde ikke noget arbejde, hun havde fortalt mig, at hun var tegner, men det var teknisk tegner og det kunne ikke bruges til noget. Så hun gik hjemme og skændtes med min mor, for de kunne ikke forstå hinanden, så endelig fik hun arbejde i huset, hvor hun så også boede. Min far bebrejdede mig det flere gange, hvad jeg havde gjort. Jeg slog det bare hen, jeg havde frygtelig samvittighed over det, men jeg gjorde ikke noget rigtig ved det, jeg vidste vel ikke hvad jeg skulle gøre, jeg havde så og sige slæbt hende hjem. Så en dag kom en soldaterkammerat og spurgte om han måtte overtage hende, det måtte han hellere en gerne og jeg så hende aldrig mere, puha så var det overstået.

SOLDATERTID 1

Min søster havde en veninde, som var gift med en mand, der var i marinen. Han skaffede mig ind i marinen og spurgte mig om hvilken båd jeg vilde ud med og kom med flere forslag. Vi blev enige om, at jeg skulle med et fiskeriinspektionsskib som hed Thetis. Det sejlede mest til Grønland og Færøerne. Før jeg kom ind, var jeg ude og prøve tøj, så da jeg mødte op, fik jeg helt nyt tøj og ubrugt udstyr. Jo, jeg var på en måde forkælet, med de rigtige forbindelser. Som jeg desværre ikke har haft senere, til brug for Preben.

Det var et nyt eventyr der skulle begynde. Vi mødte op på Holmen og fik vores oppakning og blev kørt til Arresødal lejren, hvor vi vist var en måned eller mere. Det er lidt mærkeligt, jeg var den fjerde største i hele kompagniet dengang, jeg kunne se over andre, når jeg kørte i sporvogn. Det var jo lige efter krigen, så alle officererne havde ikke megen erfaring med unge mennesker, så vi kunne virkelig løbe om hjørner med dem, under hele min indkaldelse. Jeg kan huske, vi var ude og løbe og der blev råbt holdt, men vi løb bare videre og lagde os i græsset, det varede lang tid før han slukøret kom. Det var selvfølgelig en hård tid, med hård træning, med vækning om natten, ud at stille op på række, ind igen og ud igen, det var lidt surt ind i mellem.

Den dag vi skulle se, hvor vi skulle hen, vidste jeg det jo godt, men lod som ingenting. Vi kom til Holmen og gik ombord på Thetis, som var en gammel korvet, der var blevet brugt som beskyttelse til konvojer bl.a. til Murmansk i Rusland. Den havde ikke ret stor maskinkraft, så det var bestemt ingen hurtigbåd, så jeg kunne godt forstå min onkel, som var kaptajn, på et meget stort fragtskib. Han fortalte, at når de sejlede fra Island til Rusland, sejlede han væk fra konvojen. Han synes det var mere sikkert, at sejle alene, end i en stor konvoj, hvor Tyskerne kunne udvælge sig mål og torpedere om natten. Han var blevet sænket flere gange under krigen og han var med til invasionen i Frankrig. Han ville aldrig fortælle om det, men han fik en medalje for sin indsats. Det var min Gudmoders mand.

Men vi kom ombord og fik udleveret hængekøjer og spisegrej, vi var mellem 90 og 100 mand. Vi blev inddelt i banjer på 8 mand, som vi så havde vagt sammen med og som vi var sammen med altid, vi skiftedes til at have bakstørn, han skulle hente mad den dag. Vi havde et virkeligt godt sammenhold og kammeratskab, der var aldrig nogen, der blev uvenner. Men der var et par stykker, som følte sig finere end os andre. De var tjenere i officersmessen, jeg ved ikke om de var særligt udvalgt, men de var meget ensomme under turen. De har ikke haft det sjovt, de var aldrig sammen med nogen, når vi havde landlov. Det var svært at finde rundt på skibet i starten, der var mange trapper og rum på båden. Vi havde hvert vores sted, hvor vi skulle gøre rent hver dag, med brun sæbe og vand, det var lidt træls. Det blev jo aldrig snavset, vi var jo ude på vandet, det meste af tiden. Vi var på vagt, jeg tror det var hver fjerde time, der var udkig for og agter, ordonnans og rorgænger og ofte kom vi op i udkigstønden. Det skulle der lidt mod til, især når det var søgang. Vi kravlede op ad en rebstige og så var der vel en halv meter fra stigen til tønden, tønden var vel som en stor olietønde. Der var ofte en fantastisk udsigt derfra, vi byttede helt oppe ved tønden, det var ret nervepirrende i starten, så vendte vi os til det. Jeg fik briller medens jeg var i lære, men skjulte dem mens jeg var soldat, ellers var jeg nok ikke kommet til marinen. Jeg havde brillerne med, dem tog jeg på, når jeg oppe i tønden.

Den første gang vi sejlede ud var kun rundt om Veen, der blev jeg allerede søsyg, det var ikke så slemt, jeg havde det bare dårligt. Især når jeg som ordonnans skulle ned i motorrummet, hvor der stank af olie, men jeg fik ofte en anden til at gå der ned. Den første tur gik til Færøerne, de første gange vi stod til rors, var der en Mat, tror jeg han var, som skulle vise os til rette. Langt ude i Nordsøen blev det min tur, jeg havde sejlet i mange år og vidste udmærket om styrbord og bagbord, så siger Maten, at han lige skal ned og tisse, lige efter han er gået, bliver der råbt igennem tragten, hårdt styrbord, jeg råber tilbage hårdt styrbord, der bliver igen råbt hårdt styrbord. Jeg råber tilbage, jeg kan ikke komme længere. Jeg bliver bedt om, at komme op på Broen, der fik jeg en skideballe, for jeg havde drejet bagbord. Jeg havde fået det indtryk at jeg skulle dreje roret omvendt, man kunne ikke se ud inde fra styrehuset. Det var alvorligt nok, for der var set en mine, som vi skulle uden om. Officeren havde mig som en rød klud resten af min tid ombord, så det var ikke så smart. Så jeg skulle passe på, han havde altid øje på mig. Det var sådan, når vi så en mine, blev den skudt i sænk og så fik vi punch, det var slet ikke så sjældent det skete.

Så vidt jeg husker, var vi 5 dage om at sejle til Færøerne fra Esbjerg, og det var som regel hårdt vejr et eller andet sted på vejen, så var det ikke sjovt at gå op i tønden.

Med hensyn til miner, så sejlede vi døgnet rundt og om natten kunne vi jo ikke se, om der var miner. Der sejlede vi jo bare og der var ingen, der tænkte om vi stødte ind i en mine, det har jeg tænkt på bagefter.

Det var utroligt fascinerende, at sejle omkring på Færøerne med de høje stejle klipper og med de tusindvis af fugle, lomvier og søpapegøjer. Vi havde en officer, som var færing, han var en særlig type, en lille tæt mand, som kendte Færøerne ind og ud og vidste, hvordan strømmen var, der er en meget stærk strøm mellem øerne. Ofte blev der sejlet ganske tæt ind til kysten få meter fra klipperne, så drejede båden selv, det så altid meget faretruende ud, men vi vendte os til det. Vi havde alle meget stor respekt for ham, han var den eneste rigtige sømand ombord. Vores chef ombord så vi næsten aldrig, det var lidt mærkeligt, jeg fandt aldrig ud, hvad han lavede. Når vi var i havn var der næsten altid gæster, så sad han og tronede på bordenden. Det så vi, når vi skulle ned for at bede om tilladelse, til at trække skibsuret, kronometret, det skulle det hver aften. Vi skulle slå på skibsklokken hver halve time. Jeg oplevede det var sygt hver gang jeg kom ned blandt alle de mennesker, for at bede om tilladelse for at trække uret, forespørgsel om tilladelse, ret og med huen i hånden.

Noget jeg aldrig har forstået, var det had færingerne havde til os. Jeg følte det var, som vi var tyskere, vi var aldrig oppe at slås med dem, men de var meget hadefulde. Når vi var på vagt kunne vi ikke stå på kajen, som vi ellers gjorde, så stod vi vagt oppe i båden. Hvis vi stod på kajen, kørte de med biler lige op ad os, så vi blev bange for at blive kørt ned. Vi var engang til færødans, hvor vi dansede i ring med armene under hinanden, så holdt de fast i os, i flere timer så vi ikke kunne komme derfra. Det var organiseret for færingerne skiftedes til at holde fast i os, vi blev fuldstændig udmattede, det var ikke sjovt, for vi blev bange.

Til jul, tror jeg det var, havde en fra Torshavn givet os gaver. Så skulle der laves en takkemappe. Der var blevet lavet en flot tegning af skibet og et takkebrev, som skulle klæbes ind i mappen, den skulle jeg så lave. Jeg skulle lave den i kabyssen, men jeg skulle også skaffe pap og lærred og lim, jeg gik op i Torshavn for at finde en bogbinder, der var faktisk to. Jeg gik først op til den største, der var en del ansatte, der fik jeg den kolde skulder, de vilde slet ikke tale med mig. Så var der jeg en lille bogbinder, nede i en kælder, der var kun to, en far og hans datter, en sød pige, som lige havde været i Danmark på bogbinderskole, der fik jeg alt hvad jeg skulle bruge. Det er mærkeligt, at jeg ikke spurgte om jeg måtte lave mappen der, det havde været meget lettere, vi snakkede lidt sammen, han spurgte om jeg samlede på bøger, jeg svarede ja, så jeg fik nogle indre missionske hæfter, men jeg gik og sagde tak. Hvordan jeg fik lavet den mappe på bordet i kabyssen, kan jeg slet ikke huske, andet end jeg var nervøs, men det blev en rigtig flot mappe, som jeg var glad for, at havde lavet, jeg havde jo intet værktøj.

En gang skulle vi på en tur til Lorenstationen. Det var en radiostation højt oppe på fjeldet, som også sendte signaler ud til navigering for skibe. Vi blev kørt derop i en lastbil og vi sad på ladet og havde hænderne inden under hinandens arme. Færingen som kørte, kørte med fuld fart, i skarpe sving, vi kunne se ned på de lodrette fjeldvægge. Da vi kom derop, var der mange af os, der kastede op.

Det var nu ikke alle steder, vi var lige forhadte, i nogle byer var vi velkomne. Vi var jo et fiskeriinspektionsskib, som skulle se om de fiskede med det rigtige grej, nogle skibe ville ikke standse. Så blev der skudt med skarpt lige foran dem, og vi skulle ombord for at undersøge båden, men det var noget sølle noget. Vi havde kun en redningsbåd med påhængsmotor, som ikke var ret kraftig og ofte skulle vi have hjælp fra den båd vi skulle ombord i. Trawlerne de sejlede med var gamle og var helt rødbrune af rust, de havde ikke været malet i mange år og de havde sikkert heller ikke haft noget at male med.

Men vi fandt heller aldrig at noget var galt. Jeg vil lige fortælle, der var én der virkelig var søsyg på vej til Færøerne. Han blev hver dag bundet til en mast og fik et stykke sandpapir og et kosteskaft at sidde og slibe på, han ville springe overbord. Han blev sat i land i Thorshavn, hvordan han kom til Danmark ved jeg ikke.

Så skulle vi til Grønland, fik udleveret nogle varme uldne kapper og sikkert noget andet tilbehør, som jeg ikke husker lige nu. Vi sejlede fra Esbjerg, hvor lang tid det tog, husker jeg desværre ikke, vi sejlede tæt på Shetlandsøerne. Så blev der rigtig storm, og vi lå fem dage underdrejet, det vil sige, at vi lå med næsen op mod stormen. I den tid, tror jeg ingen var til køjs, vi stod eller sad alle vegne. Det var på en gang utroligt fascinerende med de utroligt høje bølger, som var lige så høje som Rundetårn. Vi følte os som små tændstikker, som vi lå der. Det mærkelige var, at der altid var store stormmåger med os, de svævede ned mellem de store bølger, så de var i læ. På den anden side følte vi os på herrens mark, hvor det var gud der bestemte, vi talte ikke om det, jeg tror mange følte som mig.

Da vi så det første lille bitte stykke is, flyde på vandet, blev jeg så glad og rørt, nu skulle vi snart i land. (Jeg gad vide hvor længe vi var undervejs, men jeg vil tro 4-5 uger). Der gik mindst en uge endnu, før vi sejlede ind til Evigtut, som var en marine station og hvor der var en åben Kryolitmine, som nu var nedlagt. Der boede ingen mennesker, så vi så ingen Grønlændere, det var meget smukt vejr, og det var det under hele vores Grønlandstur. Vi gik rundt i det store hul og fandt vores eget lille Kryolitstykke, som enten var helt hvidt eller hvori, der var fine åre med guld og andre ædelmetaller, men det må ikke have været så meget i dem, så det kunne betale sig at udvinde det. Der gik en historie om, at sidst de var i Evigtut med kadetter, blev de drukket så fulde, at de blev lagt på rad og række på bådebroen. Evigtut er nu ikke et særligt smukt sted, men jeg var glad for jord under fødderne.

Så tog vi videre til Godthåb, der mødte vi Grønlænderne for første gang. Det var jo lige efter krigen, der var intet sket, ja, de sidste 100 år, bortset fra rifler og enkelte motorbåde. De boede overalt, som vores gamle kolonihavehuse, det var meget primitivt, der var nogle enkelte større træhuse. Alle husene var malet i forskellige smukke farver, og så lå de spredt op i klipperne, det var utroligt smukt og så meget små ud oppe i de store klipper. Jeg var soldat, men jeg oplevede nu mest det var en ferietur, jeg synes nu hele min soldatertid var ferie.

SOLDATERTID 2

Grønlænderne er meget venlige og imødekomne og primitive.

Men vi sejlede op ad kysten og var inde i de små byer op til Godhavn, hvor vi kunne høre indlandsisen kælve, store rumlende lyde. Vi fik ikke lejlighed til at se dem, der manglede vi lidt turisme fra marinens side. Der købte jeg en pude lavet af fuglefjer, meget smuk, og en miniature slæde. Grønlænderen havde ikke en der var færdig, så jeg kunne komme senere og hente den. Jeg kunne godt se, at der var trådt en sti, men jeg syntes, det var en omvej, så jeg ville gå tværs over, men i løbet af nul kommer fem, sad jeg i sne til bæltestedet, så lærte jeg det. Jeg gav ti kroner for den, det var egentlig ret mange penge dengang, men jeg var glad for den. Den var skrøbelig, så den er gået til.

Vi sejlede samme vej tilbage. Vi sejlede over polarcirklen og blev døbt i punch og fik bevis på vores tur. Vi sejlede hjem til Danmark i roligt og stille vejr hele vejen. Turen havde taget 3 måneder. Da vi kom hjem afmønstrede vi og var på Holmen den sidste tid, frygtelig kedsommelig. En dag vi var ude at ro, blev den største Hvalfangerbåd søsat, den skulle søsættes på tværs og det ville vi se, så vi nægtede at ro ind, da vi havde set det vi ville, roede vi til kajs. Den skulle fortøjes mellem en stolpe og kajen. Da vi kom i land, trak vi båden ud til stolpen, med befalingsmanden i båden. De kunne overhovedet ikke styre os mere, så de var vist glade da vi blev hjemsendt.

Jeg har glemt at fortælle, at en dag stod vel halvdelen af besætningen uden for lægens lukaf. Vi sagde ingenting til hinanden, vi havde alle fået Fladlus, det var meget ubehageligt. Vi blev smurt med noget stærkt på vores kønsdele og alt hvad vi havde, blev sendt til desinficering.

En anden sag var da vi skulle hjem, så tog en befalingsmand sit eget liv, ham havde vi med hjem i kiste på agterdækket. Hvor der så blev holdt vagt ved hans kiste, hele vejen til Randers, hvor han kom fra. Der gik rygter om, at han havde saboteret nogle våben, noget i den retning. Jeg tror ikke, at det var sandt, der gik så mange rygter den gang om alt muligt.

EFTER SOLDATERTIDEN

Jeg fik nogle venner fra marinen, vi var meget sammen. Det var meget med fest, og vi var ude at spise næsten hver dag. Jeg havde svært med at stille mig til ro. Så mødte jeg Grete, så havde ikke tid til det mere.